Gæsterne strømmer til Esbjerg Havn

Antallet af udenlandske gæster på Esbjerg Havn er mangedoblet de seneste år, og gæsterne kommer nu oftere fra lande som USA, Kina og Korea end fra Europa. Alene det seneste år er det blevet til 150 besøg.

Joshua Nelson og Ed Backlund sidder i en havnebil og ser ud ad vinduet. De er rejst hele vejen fra New York alene for at besøge Esbjerg Havn og er i gang med en rundvisning. Der er lidt stilhed i bilen, og Joshua tager et billede med sin telefon ud ad vinduet. Så siger han ”Wow”. Et øjeblik efter siger Ed det samme. ”Wow”. De to har efter eget udsagn ikke set noget lignende. De er begge rådgivere fra den globale rådgivningsvirksomhed Hatch, der blandt andet rådgiver om energi, infrastruktur og havne. De to researchede grundigt på havne verden over og besluttede at komme til Esbjerg, fordi ”ingen havne har en mere alsidig profil end Esbjerg”, som Joshua Nelson siger. ”Og så er der ikke andet for end at få ’your boots on the ground’,” siger han. Han studerede Esbjerg Havn grundigt i Google maps, men vidste godt, at han ikke fik nok ud af den manøvre. I USA er udviklingen inden for havvind eksplosiv. Selvom gæsterne på Esbjerg Havn denne januardag kommer fra et land, hvor alt normalt er større, så gælder det ikke havvind. I USA findes foreløbig kun én aktiv havvindmøllepark, men der er planer om 16 andre. I december 2018 blev der udloddet tre områder i det østlige USA på hver 130.000 acres, som hver svarer til arealet af Falster. Joshua Nelson og Ed Backlund mærker også den stigende interesse for havvind i USA. Derfor sidder de i havnens bil og kigger ud på 80 vindmøllevinger fra Siemens Gamesa, som ligger linet op på havnekajen. Amerikanske stater og virksomheder og såmænd også New Yorks havn er interesseret i offshore-projekter og henvender sig til Hatch. ”Og så skal vi jo rådgive ved at have set det bedste, der findes,” siger Ed Backlund uden antydningen af smil. Da rundturen er forbi, får de to amerikanerne lov til at smage smørrebrød. ”Vi fik helt sikkert, hvad vi kom efter,” siger Joshua Nelson og nikker pænt farvel. De 40 timer i Danmark var en god investering.


Salgsdirektør på Esbjerg Havn Jesper Bank er en af værterne ved de mange rundvisninger på havnen. Her for newyorkerne Joshua Nelson og Ed Backlund fra konsulentvirksomheden Hatch. De besøgende er typisk fra andre havne, organisationer, politikere eller virksomheder. ”På årsbasis trækker vi over 1.000 erhvervsgæster igennem havnen på rundvisninger. Hertil kommer skoler, universiteter, politiske organisationer og EU-embedsfolk. Og så har vi også de officielle åbne rundture for naboer og borgere,” siger Jesper Bank.
 

Flere fra fjerne destinationer

Udenlandske besøg på Esbjerg Havn tog til i omfang for godt fem år siden. Ifølge salgsdirektør Jesper Bank var det i første omgang delegationer fra Nordsølandene, Tyskland, Storbritannien, Holland og Belgien. For tre-fire år siden begyndte gæster fra fjernere destinationer at dukke op. ”Så kom Kina, Korea, Taiwan og Japan, som er en slags ”emerging markets” inden for offshore vind,” forklarer han. Det sidste par år er også USA kommet til. Primært besøgende fra østkyststaterne. 

Tilbage til nyhedsoversigten